Sejlklubben Køge bugt var værter ved et forrygende stævne

 H-både runder afvisermærket og sætter spiler...

 

Køge bugt har rigtigt store buler på, når middelvinden er på 11-15 sekundmeter fra sydøst. Det måtte 64 H-bådssejlere på 21 både sande, da de i weekenden sejlede årets første VM-udtagelsessejlads.

 

Forventninger

I den tidlige morgenstund lørdag morgen skuler en gruppe sejlere ud over Køge Bugt. Humøret var præget af spænding og skepsis – årsagen var klar nok, sådan noget vejr havde ikke stået øverst på ønskesedlen. I sådan en samtale er der altid nogle, som skiller sig ud og har en ny vinkel på emnet. Det var ikke ængstelse, som prægede Claus Højs mening om vejret: ”Prøv at tænk de bølger – de kommer rullende helt nede fra Polen. Det bliver rigtig sjovt derude” sagde Claus Høj Jensen.

 

Skrappe forhold

Vinden var kraftig ude på banen. Allerede før startskuddet havde de første både testet begrebet ”spiler kæntring” og justeret beredskabet til forholdene. De store bølger var på mange måder ”jokeren” i sejladserne. Under sejladserne måtte flere teams – også med særdeles erfarne skippere – en tur om på siden i en luv spiler kæntring.. Når man af den ene eller anden grund, kommer til at vinkle sin kurs ”skævt” på en af de høje og lange bølger, så medfører det asymmetri og krængning – som kan være ukontrollerbar og bom eller spiler bom kommer uhyggeligt let i berøring med bølgerne. Sådan et ”bølgeridt” giver let en spiler kæntring.

Den hårde vind og de store bølger stiller krav til besætning og rorsmand. For at få det optimale ud af båden, skal gasterne trives i fodstropperne helt ude på fribordet af H-båden. Rorsmanden skal hele tiden ”læse” bølgerne og ballancerer båden på bidevind.

 

Solen var desværre en alt for sjælden gæst under sejladserne. Det var koldt ude på banen – vandtemperaturen er stadigvæk lav og den hårde vind afkøler hele tiden. ” Det er nogle seje vikinger, der tager på vandet. Når vinden er så kraftig, så bliver det virkeligt koldt, når vandet er så koldt som det er.” konstaterede en Raceofficer, da H-bådsflåden stævnede ud af Hundige havn.

 

Perfekt ”set-up” af SKB

Rammerne var helt perfekte. Sejlklubben Køge Bugt havde lavet et super set-up til stævnet. På land var der ”et hav” af hjælpere som servicerede sejlerne på alle tænkelige måder. – f.eks. fik en official medlidenhed med en sejler, som skulle sove i telt og fremskaffede en varmeblæser til teltet. På vandet blev sejladserne ledet dygtigt og kompetent. For tilskuerne var det en stor hjælp, at sejladserne kunne følges på ”Viking-Tracker”. Sejladserne kan genopleves ved, at følge dette link: http://www.vikingtracker.com (Klik på linket "Watch Races" og derefter på linket    "Search in ended races" og klik så på en af de 2 vm udtagelser).

 

Høj Jensen Rules the Waves

Det var et stævne, som gav de dygtige og rutinerede teams mulighed for, at demonstrere at gode resultater handler om mere end held og ”smart sejlertøj”. Vind og bølger, som dem sejlerne blev præsenteret for i Køge Bugt kræver kompetencer og færdigheder hos sejlerne. Med fem førstepladser på stribe, sikrede Høj Jensen og teamet på H-båden ”Good-Speed” sig en overbevisende sejr i årets første VM-udtagelsessejlads. På anden pladsen – med en stribe anden og tredje pladser finder man tidligere verdensmester Morten Nielsen. Poul Jensen, som dagligt træner i Amtoft på Limfjorden tog tredjepladsen.

 

Se resultatlisten her: http://www.skb.dk/wp/wp-content/uploads/Resultater.pdf

 Læs MinBåds artikel fra stævnet

http://minbaad.dk/nyhed/archive/2015/11/may/article/hoej-jensen-tog-kun-foerstepladser-med-unge-store-sejlere/