Betingelser for afholdelse af VM-udtagelsesstævne for H-både.

Betingelser for afholdelse af VM-udtagelsesstævne for H-både.

  1. Navn på stævnet:
    VM-udtagelsesstævne for H-både. Hvis den arrangerende klub har en stævnesponsor kan stævnet også opkaldes efter denne sponsor (”xxx” Cup for H-både).

  2. Dato for stævnet:
    En weekend ifølge aftale med Danske H-bådssejlere (i det følgende kaldet DHBS), med mulighed for indcheckning og søsætning fra fredag eftermiddag.

  3. Regler:
    Se DHBS’s standardsejladsbestemmelser for VM-udtagelsesstævner.

  4. Startpenge:
    Beløb fastsættes ud fra et budget for stævnet, maks. 400 kr. pr. båd ekskl. forplejning. Det skal generelt tilstræbes at gøre stævnet så billigt som muligt for deltagerne.

  5. Havnefaciliteter:
    Der skal være gratis havneplads for alle deltagende både under stævnet – helst samlet ved en eller to broer. Kran for søsætning/optagning af både skal gratis stilles til rådighed i angivet tidsrum før og efter stævnet. Der skal også være mulighed for optagning af både under stævnet i forbindelse med havarier eller lignende. Sejlerne betjener gerne selv kran hvis tilladt.

  6. Følgebåde og andet udstyr:
    Den arrangerende klub stiller følgebåde og andet nødvendigt udstyr for afvikling af sejladserne til rådighed. Dette omfatter som minimum; dommerbåd, startliniebåd(e), topmærkebåd(e), evt. jurybåd(e), bøjer, flag, signalpistoler, kommunikationsudstyr o.s.v. Ved havarier og ved  vindstille vejr skal der være et tilstrækkeligt antal slæbebåde til rådighed (mærkebåde m.v. kan være en del af disse).

  7. Indkvartering og camping:
    Der skal være mulighed for gratis campering på et ved havnen nærliggende sted. I denne forbindelse skal der være tilstrækkelige toilet og badeforhold. Andre indkvarteringsmuligheder så som hotel, vandrehjem, sommerhuse eller hytter bør forefindes tæt på havnen. Der bør af arrangøren laves rabataftaler med hoteller og udlejere.

  8. Forplejning og sociale arrangementer:
    Den arrangerende klub arrangerer forplejning til rimelige priser – skal godkendes af DHBS. Det drejer sig om morgenmad/madpakkesmøring begge dage (max. 60 kr. pr. dag pr. mand), samt fælles spisning lørdag aften – evt. krydret med lidt underholdning (guitarist eller lignende).

    Efter lørdagens (også gerne søndagens) sejladser skal der serveres gratis moleøl og evt. uddeles dagspræmier (førertrøjer eller lignende).

  9. Dommer/jury:
    Dommer og jury skal være af international klasse og godkendt i.h.t. licensdommerordningen, og skal i øvrigt godkendes af DHBS. Se også ”Guide til dommere ved H-bådsstævner”  fra DHBS.

  10. Baner:
    Der skal sejles på op/ned baner med afvisermærke samt bundmærkegate. Der skal søges gennemført 6 sejladser. Der må maks. sejles 4 sejladser pr. dag. Det skal tilstræbes at sejladstiden for hver sejlads er ca. 60-90 min. Se i øvrigt DHBS´s standardsejladsbestemmelser.
  11. Præmier:
    Der skal være præmier til hver 5. startende besætning (til alle 3 eller 4 besætningsmedlemmer). Skibsglas eller lignende samt fornuftige præmier doneret af sponsorer vil være OK.

  12. Indbydelse:
    Indbydelse sættes på den arrangerende klubs hjemmeside, hvorfra on-line tilmelding skal være muligt. DHBS ser meget gerne, at der laves en deltagerliste inkl. gastenavne på hjemmesiden som løbende opdateres, således at sejlerne kan følge med i hvem der kommer, og således at DHBS selv har mulighed for at kontrollere, om alle er medlemmer af DHBS. DHBS laver henvisning/link fra www.h-boat.dk til den arrangerende klubs hjemmeside.

  13. Måling:
    Der foretages ingen systematisk kontrolmåling af sejl, både og udstyr medmindre det aftales med DHBS’s måler. Ca. 20% af besætningerne – tilfældigt udvalgt af den arrangerende klub - skal kontrolvejes ved indcheckning – max. 300 kg tilsammen. DHBS medbringer vægt. 

  14. Resultatformidling/pressedækning:
    Den arrangerende klub opfordres til at orientere lands- og lokalpressen før, under og efter stævnet. Forhåndsorientering og resultatformidling med videre foretages af arrangøren via dennes hjemmeside.

  15. Sponsorer:
    Det står arrangøren frit for at finde stævnesponsorer.

 

Forslag til program for VM-udtagelsesstævne for H-både

 

Fredag Kl. 16.00 Bureau åbner
-     16.00-21.00 Mulighed for søsætning af både

-     20.00 Evt. Åbningsceremoni

-     21.00 Bureau lukker

 

Lørdag Kl. 07.30-09.30 Morgenmad og madpakker

-     07.30 Bureau åbner

-     10.55 Varselssignal for første sejlads

Efter endt sejladser uddeles moleøl og dagspræmier

-     19.00 Fælles spisning (evt. grillaften eller lignende)

 

Søndag Kl. 07.30-09.00 Morgenmad og madpakker

-     07.30 Bureau åbner

-     09.55      Varselssignal for dagens første sejlads

Efter endt sejladser uddeles præmier og evt. moleøl

-     14.00 Seneste tidspunkt for opmærksomhedssignal